Red barnet

Red Barnet støtter børn, som har hårdt brug for hjælp til at skabe sig en menneskeværdig tilværelse og genvinde troen på fremtiden. Læs mere om Red Barnet eller vælg et projekt nedenfor.

Børnesoldater i Uganda

Aids og børn i Etiopien

Børneprostitution i Bangladesh





Red Barnet

Red Barnet støtter børn, som har hårdt brug for hjælp til at skabe sig en menneskeværdig tilværelse og genvinde troen på fremtiden.  


Det begyndte med...

Siden 1945 har Red Barnet i Danmark arbejdet for at forbedre børnenes kår. Organisationen blev stiftet som en del af verdens største børneorganisation Save the Children Alliance. Red Barnet tager udgangspunkt i FNs Konvention om Barnets Rettigheder. Vi arbejder uden nogen form for religiøs, politisk eller kønsmæssig diskriminering.

 

Det tror vi på...

Red Barnet kæmper for børns rettigheder og leverer udviklingshjælp og nødhjælp i Danmark og udlandet. Vi hjælper børnearbejdere, børn udsat for seksuelt misbrug, børn i krig og på flugt samt omsorgssvigtede børn. Barnet er i centrum i enhver indsats. Når vi undertiden yder støtte til voksne, er det for at forbedre deres børns levevilkår. Red Barnet støttes af Danida.


Hjælp os

Mange børn har brug for hjælp, og Red Barnet har brug for dig. Du kan hjælpe i en af vores genbrugsbutikker, eller din familie kan blive én af Red Barnets feriefamilier, der giver børn et frikvarter fra en hård hverdag. Hvis du vil give økonomisk støtte, så vælg et projekt her på siden.


Kontakt

Red Barnet
Rosenørns Allé 12

1634  København V

Telefon: 35 36 55 55
Telefax: 35 39 11 19
E-mail: redbarnet@redbarnet.dk

 

Top



Red Barnet, 01-05-2002:

Børnesoldater i Uganda

I den nordlige del af Uganda kidnapper en oprørshær børn fra de lokale landsbyer. Oprørerne har siden 1986 hærget, røvet, slået ihjel og kidnappet tusindvis af børn. 


Derfor hjælper vi...

Oprørshæren LRA tvinger børn med i Ugandas krig. Børnene kidnappes og føres til militære træningslejre i Sudan. I lejrene gennemgår de brutale indvielsesceremonier, hvor de bl.a. skal deltage i drab. Livet med rebellerne er præget af ekstrem brutalitet, mangel på mad, strenge afstraffelser og kampe, hvor børnene er i forreste række.


For nogle af børnene lykkes det at flygte fra oprørshæren. Men selvom de slipper væk, slipper de ikke for lidelser. De traumatiserede børn bliver ofte stemplet som aggressive i lokalsamfundet. Mange bliver sågar udstødt af deres egne familier.


Sådan arbejder vi...

Red Barnet støtter den lokale organisation GUSCO omkring Gulu i det nordlige Uganda. GUSCO driver et modtagelsescenter for tidligere børnesoldater. Her kan børn, der er flygtet fra oprørshæren, komme og bo en periode. De får ro, omsorg, psykosocial støtte og hjælp til at vende hjem igen.


Red Barnet støtter også lokale organisationer, der tager kontakt med familierne i landsbyerne. Familierne bliver gradvist åbne overfor børnene og deres problemer. Langsomt åbnes på denne måde op for at børnene kan vende tilbage til deres landsbyer. Familierne skal lære at tolke børnenes signaler og reaktioner.


Det er vigtigt at give børnene en så normal hverdag som muligt. Derfor gennemføres aktiviteter som sport, drama, musik og dans. Det er den bedste medicin mod de oplevelser, børnene har haft.


Støt projektet

Ved at støtte dette projekt er du med til ændre børnenes fremtid. De skal have den omsorg, de har brug for. Børnene skal genoptages i lokalsamfundet. Her skal de lære at leve med det frygtelige, de er blevet udsat for. Og være med til at bære samfundet videre.


Red Barnet arbejder i 40 landsbyer og underviser alle lærere i Gulu. Din støtte er med til at opretholde vores arbejde i Gulu.

Top



Red Barnet, 01-11-2002:

Aids og børn i Etiopien

En million børn i Etiopien er blevet forældreløse på grund af den voldsomme aids-epidemi. Børnene må selv skaffe føden og holde hus og hjem. Men børn mellem 9 og 13 år kaldes også Håbets vindue, fordi de endnu ikke er smittet. De skal have den rette oplysning, så de kan undgå at få aids.

 

Derfor hjælper vi...

Mindst tre millioner etiopiere er smittet med hiv-virus. Landet på Afrikas horn har indtaget en kedelig tredjeplads over lande i verden med flest hiv/aids-ramte. Børnene mærker følgerne hårdest. Mange skolelærere dør, og det betyder, at eleverne bliver nødt til at klumpe sig sammen i klasser med op til 150 elever.

Værst går det ud over de cirka en million børn i Etiopien, der har mistet deres forældre. Ofte bliver børn helt ned til ti år pludselig familieoverhoved for en flok mindre søskende. Børnene er tvunget til at gå ud af skolen for at tjene til livets opretholdelse. De hutler sig igennem en tilværelse uden kærlighed og opdragelse fra voksne.


Sådan arbejder vi...

Red Barnet arbejder sammen med lokale grupper, der giver alt mulig støtte til de forældreløse børn. Desuden er Red Barnet gået i gang med at lave massive oplysningskampagner via radio, teaterstykker samt offentlige møder, hvor aids-ramte advarer andre om sygdommen. Der er oprettet anti-aidsklubber på Red Barnets skoler, hvor de unge får mulighed for at drøfte emner som aids, sex og kærlighed. I oplysningsarbejdet spiller de unge selv en vigtig rolle, da de er dygtige til at give viden om et følsomt emne som sex og sygdom videre til andre unge.


Støt projektet

Dine penge går til at hjælpe de forældreløse børn samt til aids-oplysning. Der er enighed om, at den mest effektive måde at gribe ind over for spredning af hiv i et udviklingsland som Etiopien er at lave massive oplysningsindsatser over for og sammen med børn og unge - faktisk kalder man børnene i alderen 9 til13 år "Håbets vindue", fordi de endnu ikke er smittet med hiv. De skal have den rette oplysning, så de kan undgå at blive smittet. Børnene giver Afrika håb om at få bremset aids-epidemien.

 

Top



Red Barnet, 17-08-2003:

Børneprostitution i Bangladesh

Mange børn fra Bangladesh er nødsaget til at sælge deres krop. Det er den eneste måde de kan overleve på. Børn helt ned til 8 år betjener kunder på bordeller eller på gaden. Disse børn har brug for al den hjælp, de kan få. 


Derfor hjælper vi...

Børneprostitution er meget udbredt i Asien, ikke mindst i Bangladesh. Siden 1989 har Red Barnet støttet børn i Bangladesh. Vi arbejder langsigtet for at forhindre at børn ender i prostitution. Og vi forsøger at forbedre livet for de børn, som har været misbrugt.


Sådan arbejder vi...

Red Barnet arbejder tæt sammen med de lokale organisationer i Bangladesh. Sammen med vores samarbejdspartnere har vi oprettet særlige hjem, hvor tidligere børneprostituerede får hjælp og omsorg. Børnene tilbydes psykologhjælp, lægebehandling og juridisk bistand. Ligesom de modtager undervisning i skolefag og traditionelle håndværk. I sidste instans forsøger vi at hjælpe børnene tilbage til deres familier. Sideløbende med dette arbejder vi for at få samfundet til at gribe mere aktivt ind over for børneprostitution.


Støt projektet

At hjælpe de prostituerede børn er en langvarig, dyr og vanskelig opgave. Børnene kan være så hårdt medtagne og deres sjæle så knuste, at det virker håbløst. Men lige præcis derfor har børnene brug for din støtte. Mange små solstrålehistorier beviser, at det trods alt nytter.

Top